Datagrundlag og opgørelsesmetode

I dette kapitel præsenteres de metoder som denne publikation er udarbejdet ud fra, samt de kilder, der er brugt.

 

Udenrigspassagerer

Grønlands Statistik indhenter kvartalsvist tal over udenrigspassagerer fra Mittarfeqarfiit. Disse tal er et udtryk for antal betalte lufthavnsafgifter for afrejsende personer med rutefly fra Grønland til udlandet. Tallene er ikke fordelt på herboende eller udefrakommende passagerer.

 

I forbindelse med afrejse fra Grønland spørger sikkerhedspersonalet passagerne om, i hvilket land de har hjemadresse. Passagerne oplyses om, at det er frivilligt at afgive oplysningerne. De passagerer, der ikke ønsker at afgive oplysninger om bopæl, kategoriseres med uoplyst bopæl. Oplysninger indsamlet i forbindelse med de enkelte flyafgange sendes efterfølgende til Grønlands Statistik, som sammenholder det registrerede passagerantal med oplysninger fra Mittarfeqarfiit om det samlede antal passagerer, der er rejst til udlandet fra de enkelte lufthavne. Dette tjek afslører antallet af passagerer, der ikke er blevet spurgt om bopæl. De passagerer der ikke er blevet spurgt om bopæl kategoriseres med uoplyst bopæl.

 

Brugere af undersøgelsen skal være opmærksomme på følgende forhold:

·       Undersøgelsen omfatter i udgangspunktet alle afrejsende passagerer dvs. både rejsende med rutefly og rejsende med charterfly.           Det totale passagertal kan derfor ikke umiddelbart sammenlignes med de øvrige tabeller om udenrigspassagerer, som kun omfatter passagerer med rutefly.

·       Andel af passagerer der enten ikke ønsket at oplyse bopælsland eller ikke blevet spurgt om deres bopælsland er ikke ligeligt fordelt mellem lufthavne. Eksempelvis mangler der oplysninger om hovedparten af passagerne fra Ilulissat, som må formodes at tiltrække mange turister.